Jon Andersen

Rent filosofisk har AI længe været interessant for mig. Min nørdede side og fascination af det futuristiske, i kombination med min generelle interesse for teknologi og nysgerrighed, har drevet det. Da jeg hørte om GANs (Generative Adversarial Networks) og Nvidias faces, og så kunstværket Edmond de Belamy blive solgt på auktion, fik jeg en stor aha oplevelse. Det fangede for alvor min interesse og fik mig til at dykke ned i, hvad teknologien kunne, og hvilke værktøjer der var på daværende tidspunkt.

Min interesse for AI i relation til arkitektur blev for alvor vakt, da første generation af DALL E og senere Midjourney blev lanceret i 2022. Det var også her, jeg selv begyndte at eksperimentere med det. Det var dog indledningsvist kilde til stor frustration præget af tilfældigheder, da der var store udfordringer med kontrol, noget vi som arkitekter har brug for, selv i de tidlige eksplorative faser. Men som generativt værktøj var det sjovt, fantastisk til at skabe happy accidents, forestille sig nye kombinationer og verdener.

Jeg tror på, at AI kommer til at betyde, at vi som arkitekter i endnu højere grad skal styrke vores kernekompetencer. AI frigiver tid og ressourcer, så vi kan investere yderligere i essentielle dele af processen, hvor vi som arkitekter for alvor kan skabe værdi. Samtidig gør teknologien det at skabe billeder enormt tilgængeligt. Vi kan bruge billedsproget meget aktivt både til at afprøve, men også formidle vores ideer kvalificeret. Det er universelt, i modsætning til mange af vores andre repræsentationsformer. Det kan skabe muligheder for os som arkitekter i forhold til lettere at kommunikere arkitekturen og måske overtale parter til løsninger, der ellers ville være styret af stereotype og generiske ideer om rum og arkitektur.

Det udfordrer os, og vi skal være enormt kvalificerede i vores brug af AI. Vi skal oparbejde en bevidsthed om, hvordan vi bruger disse værktøjer kritisk, men også se dem som en naturlig tilføjelse til vores værktøjskasse og en integreret del af vores processer, der kan være både tid-, økonomi- og ressourcebesparende og skabe værdi for alle.

At vi kan skabe billeder, der kan forføre, men også fordreje og manipulere, fordi skala, tyngdekraft (fysikkens love) og det rumlige, tredimensionelle aspekt ikke er reelt repræsenteret. Der er også rettighedsproblematikker, indbyggede bias i de modeller vi bruger, samt spørgsmål om, hvilke datasæt de er trænet på, og faren ved ukritisk brug.

Jeg bruger det som et centralt værktøj i mine egne processer, men i høj grad også i dialogen med studerende. Ofte prøver jeg at få dem til at definere kvalificerede aspekter, der skal undersøges og afprøves, så det bliver en række mere målrettede studier frem for tilfældige genereringer, hvor der skitseres kvantitativt horisontalt istedet for kvalitativt i dybden. Det bliver derved en aktiv del af ens skitsering, men informeret af og tæt knyttet til processen.

Claibe gør det muligt for alle at arbejde kvalificeret, eksperimenterende, kontrolleret og bevidst med AI. Claibes intuitive skræddersyede funktioner, workflows og værktøjer er skabt med henblik på arkitektur, design og generelt kunstnerisk praksis. Værktøjerne giver kontrol og gør vejen til gode resultater markant kortere, hvilket sparer ressourcer på mange niveauer. Der er taget højde for rettigheder og de juridiske aspekter, samt at den æstetiske bias er tunet mod en skandinavisk sensibilitet.